At følge sit hjerte
- Af Jakob Liebe Hansen
Ordene kommer sporløst krybende hen over papiret som en flok dræbersnegle i fløjlssokker - i rolig vished om at indeholde al succes's DNA og med en selvfølgelighed som om de ejede stedet:
".. følg .. dit .. hjerte!"
Den magiske besværgelse dukker op hver gang vi åbner en bog eller brochure om personlig udvikling; ordene spiller på vores følelser, fordi de handler om både mål og midler i vores jagt på selvudfoldelse, og de synes at indeholde en skjult hemmelighed - en kode, der én gang for alle vil forvandle vores luftige dagdrømme til virkelighed i kød og blod.
Så hvordan lærer vi at blive bedre til at følge vores hjerter?
En god måde at lære nye færdigheder på, er at finde nogen der er rigtig gode til det vi ønsker at lære - og så efterligne dem. Vi vil komme ind på denne "modellerings"-øvelse under "Træning" sidst i nyhedsbrevet.
Men inden vi går videre til træningen i at følge vores hjerte, så lad os først hente inspiration; fra en pige der, i slutningen af mit sidste skoleår, gav mig et eksempel på at følge sit hjerte som jeg aldrig glemmer.
At (for)følge sin udkårne
Marlene gik i min parallelklasse; hun havde langt lyst hår og et drømmende udtryk i øjnene. Hun var hvad man kalder enfoldig, og nød det privillegium at gå rundt og opføre sig aldeles uskyldigt – uden, som vi andre, at blive afkrævet en passende portion teenagesarkasme.
Drengene fra parallelklassen opfordrede med mellemrum Marlene til at gå modeshow i klassen. Jeg havde hørt rygter om arrangementet og husker tydeligt første gang jeg så det: de andre piger i klassen sad med himmelvendte øjne og et dæmpet kor af “Aaj, hvor er I lede" til drengene, der piftede opmuntrende til Marlene.
Det virkede ikke til at Marlene syntes det var ledt: stolt som en dronning, og med et smørret, hemmeligt smil, som om det hele var næsten for godt til at være sandt, gik hun rank op og ned gennem rækkerne af skoleborde, iført sit lilla sjal, der flagrende efter hende som et sørøverflag.
Hele seancen varede et par minutter, og når klokken havde ringet ind til næste time sad hun, let rød i kinderne, og smilede henført for sig selv.
Jeg så hende normalt kun i fransktimerne, hvor elever fra begge klasser havde time sammen, og hvor vi sad ved siden af hinanden. Her blev det hurtigt tydeligt at Marlene syntes godt om mig, hvilket resten af klassen ofte gjorde mig pinligt opmærksom på. (”Marlene er foreeeelsket”, ”Hvad så, Marlene? Skal I giftes?”)
Hun sagde ikke meget, med sad bare og så salig ud, især når jeg havde glemt mine franskbøger og vi begge to skulle læse af hendes bog. Hun havde en aura af noget rent og engleagtigt over sig, og hvis jeg kunne se auraer, tror jeg at hendes ville have set ud som lyset fra en blændende stadionprojektør, der stråler ind igennem glasmosaikken i en kirke.
Festen
Vi var nået til slutningen af skoleåret, da en klassekammerat ringede mig op med triumf i stemmen: forældrene var væk i weekenden, så nu havde vi chancen for at holde årets fest. Klassekammerater blev inviteret, alkohol købt ind, musik nøje udvalgt, og begejstringen holdt i live med en påpasselig opmærksomhed som normalt er forbeholdt ens 2-3 første kæledyr.
Det var vigtigt med forberedelserne, for de helt rigtige piger ville komme; piger, der med et enkelt blik kunne få dit kognitive apparat til at smelte om til en defekt chip på et lykønskningskort, og efterlade dig med skærende pibestemme og intelligens som et stykke pap.
Tidligere fiaskoer afholdt os dog ikke fra at tro på projektet, og vi anstrengte os til det yderste for at planlægge den perfekte fest.
Den store dag oprandt, og jeg var på vej gennem villakvarteret hvor min kammerats forældres hus lå, da jeg rundede et hjørne og stødte på Marlene. Det var første gang jeg så hende udenfor skolen.
”Hej Jakob”, sagde hun med et overrasket smil.
Hun var ude at gå tur med en kæmpestor Sankt Bernhardshund, med en tunge på størrelse med en dørmåtte dinglende ud af gabet.
“Hej Marlene”
Hundens store øjne så anerkendende på mig, og et kort øjeblik tænkte jeg at Marlene havde udpeget mig på klassebilledet og at hunden genkendte mig.
Vi skulle samme vej og fulgtes ad et stykke vej uden at sige noget. Som vi gik der i forårssolen kom jeg til at tænke på fransktimerne og jeg forudså, med mange af klassekammeraterne i farvandet, at nogen ville se os. Sammen. Jeg indså at jeg ikke længere gik på fortorvet, men på en bjergkam i den sociale verdens yderområder: når du er 17 og på vej til en fest som 1) du har arrangeret og 2) hvis sociale betydning modsvares af oscar-uddelingen, så kan du ikke troppe op på dørtrinnet med Marlene og hund.
Dommedag nu
Tilfældighedernes ocean skyllede ind over mig, og jeg så kun to muligheder; jeg kunne vælge at lade mig opsluge eller jeg kunne gøre noget.
“Øh, jeg har har lidt travlt, Marlene.", begyndte jeg med en undskyldende mumlen. "Jeg skal skynde mig, så ..”
Marlene smilede bare genert og sagde: “Ok.”
“Godt", tænkte jeg, "Godt reddet”.
Jeg satte farten op til et sted imellem løb og gang, og var lige ved at løfte hånden op til en afskedshilsen, da Marlene rullede hundesnoren en ekstra gang rundt om håndleddet og accelererede; hun havde åbenbart tolket min afvisning som en anmodning om at sætte tempoet op.
Så nu gik vi der - åh så yndigt - og meget hurtigt hen ad fortorvet. Hvis jeg syntes situationen havde været kritisk for et øjeblik siden, så var den lige blevet værre: hvordan skulle jeg nogensinde forklare min opførsel: at jeg kommer tonsende igennem villakvarteret med Marlene og en Sankt Bernards hund?
At vi smålunter afsted sammen som et indgroet kærestepar?
Situationen blev gennemstrømmet af en følelse af uvirkelighed, som i en drøm, hvor surrealistiske bizariteter både kan og vil ske; jeg begyndte at løbe. Marlene begyndte at løbe.
Det hele foregik i slow motion.
Nu løb vi sammen gennem villakvarteret, forbi de pæne huse med deres nydeligt klippede hække: mig, spurtende afsted som gjaldt det mit liv, og lige i hælene Marlene; med et henrykt smil og røde kinder, så fuld af glæde, som om vi var på stranden for første gang siden havene var tøet op og strejfede kåde omkring vandet til tonerne af “Chariots of Fire”.
Bag os kom hunden, hoppende op og ned som et kæmpe egern, tungen slaskende ud af munden, med et ustyrligt grin i sit store hundehovede.
At finde ind til dit hjerte
Vi svæver nu højt op over villakvarteret og vores umage parade - op i himlen og igennem tiden: fra den solrige forårsdag til det virkelige nu, hvor det er tid til træning i at følge sit hjerte.
Når vi er børn lærer vi sociale færdigheder ved at iagttage og efterligne andre omkring os. Det holder vi aldrig op med, selv om det bliver mindre tydeligt når vi bliver ældre. Vores evne til at leve os ind i andre menneskers virkelighed kan vi med fordel bruge både når vi vi ønsker at lære noget nyt og når vi ønsker at blive bedre til noget vi allerede kan.
Hvilke personer - virkelige eller fiktive - kender du som er gode til at følge deres hjerte? De behøver ikke at være "perfekte" - blot de klart og tydeligt demonstrerer de færdigheder som du vil lære at blive god til.
Personer som:
- udviser en høj grad af indfølig og empati overfor sig selv.
- ikke bekymrer sig over hvad andre tænker.
- konsekvent og passioneret opfylder deres inderste ønsker.
Læs videre når du har en person i tankerne.
Forestil dig nu at du er personen: at du træder ind i denne persons krop, følelser og sind - og ser og føler hvordan han eller hun oplever din situation. Lev dig ind i rollen. Stil så dig selv disse spørgsmål:
- Hvad er det, dybest set, jeg ønsker i denne situation?
- Hvad er det jeg vil have, være og opleve?
- Hvordan kan jeg være autentisk, både overfor mig selv og andre?
- Hvordan kan jeg nå mine mål, mens jeg tager hensyn til min egen og andres
integritet?
Lyt til det der kommer med åbent sind.
Giv dig god tid og vær tålmodighed med dig selv.
Pointen med denne øvelse er først og fremmest at lære os selv bedre at kende, at træne vores sensitivitet overfor indre budskaber og fornemmelser - og ikke nødvendigvis foretage drastiske ændringer i vores liv fordi vi et øjeblik føler os anderledes tilpas (vi behøver ikke at sælge huset, lade os skille og flytte til en jordhule i Indien, fordi vi får et budskab om at vi har brug for at dyrke vores indre liv).
Øvelsen går heller ikke ud på at overtage andre menneskers præferencer, men derimod at lære hvordan det føles at lytte til og forholde sig nysgerrigt over for sig selv.
At finde ind til dit hjerte - smarte teknikker og gamle sandheder
Der er mange andre måder vi kan komme i kontakt med vores hjerte på - gå en lang tur i skoven eller parken, snakke med vores partner, med en ven, slukke for TV, mobil og computer, sætte os ned i nogle minutter uden at gøre noget, lytte til noget af det musik som rører os mest, som får os til at føle os stærke og ægte, og spørge os selv: "Hvad er det jeg vil have i mit liv?"
Den teknik som du prøvede før kan være en genvej til at finde ud af hvad dit hjerte fortæller dig. Men en genvej er kun en hurtigere vej; du må stadig gå den. Og sandheden er at det nogle gange kræver godt, gammeldags mod.
Hvorfor kræver det mod? Fordi dét at følge sit hjerte betyder at du ikke slavisk følger ydre sociale normer og måske er nødt til at gøre nogle ting, eller være på en måde, som andre ikke syntes om, som andre ikke synes er cool. Og andre menneskers mening er for de fleste en stærk indre psykisk aktør, fordi vi tillægger andres mening om os stor værdi.
Hvis vi ikke tænker over hvad andre tænker - hvis vi som Marlene går modeshows og forfølger vores udkårne med et rent hjerte uden frygt og bagtanker - så behøver vi ikke så meget mod (fordi vi ikke producerer frygt).
Det er dog kun de færreste af os der kan sige os fri fra at tillægge andres mening betydning. Som mit 17årige selv, så lader vi os ofte påvirke af vores ide om "hvad de andre tænker" (også når 'de andre' overhovedet ikke tænker noget som helst om os).
Men når vi kun er optaget af at bevare vores "cool" over for andre, så betyder det samtidigt at vi må ignorere en masse andre ting - fx de ting der betyder mest for os. At følge vores hjerte betyder derfor at vi må finde modet til at handle på budskaberne fra vores indre, også når de står i modsætning til vores ønske om at se godt ud i andres øjne;
hvis vi ikke går helhjertet efter det vi vil have - så ender
vi med halvhjertet at løbe fra alle de ting vi ikke vil have.
Og livet følger efter:)
Jakob Liebe Hansen er cand. mag. i Kognitiv Semiotik
|
|
|