Personlig branding - et værktøj til at nå mål
Af Christina Greve
Coach, NLP og hypnoseterapeut
Hvem tror du egentlig du er?
Jeg er vokset op med Jantelovens regler hængende på opslagstavlen hjemme i mit barndomshjem og nu sidder jeg her og skriver en artikel om personlig branding. Jeg tænker på om denne artikel er endnu et af mine forsøg på at gøre oprør mod Janteloven. Det jeg ønsker med denne artikel, er at give "hr og fru Danmark" muligheden får at få udbytte af ressourcerne i personlig branding. Personlig branding er nemlig også noget, vi kan bruge i vores eget liv, det er ikke længere kun forbeholdt erhvervslivet. Personlig branding er på mange måder det modsatte af Janteloven. Det handler netop om, at du skal tro på dig selv.
Du kan via personlig branding, definerer dig selv og derigennem udsende præcis de signaler du ønsker. Det handler altså om at gøre dig selv salgsbar og spiselig på den gode måde. Når du vælger at brande dig selv, vælger du at tage kontrollen over de signaler og budskaber du kommunikere ud. Du vælger altså bevidst, hvordan omverdenen skal definerer dig, i stedet for at du reagere på, hvordan de vælger at definere dig.
Du markedsfører dig selv effektivt hen imod dine mål, ved at være kongurent med det du siger, gør og tænker. Du ved præcis, hvad der definere dig. Du kender dine værdier, din vision, dine mål i livet og dine personlige styrker og svagheder. Derudover er du også i stand til at præsentere og udtrykke dig selv selvsikkert. At brande sig selv giver mulighed for selvudvikling. Du vil opleve, hvordan du selv har ansvaret for hvordan du fremstår. Når du er bevidst om hvordan du fremstår, vil du kunne bruge det til at nå dine mål, hvad enten det er at få det rigtige job eller den helt rigtige kæreste.
Når kroppen sladrer
Når du skal markedsføre dig selv må du være bevidst om at "første indtryk" er utrolig vigtigt. Vi som mennesker er i stand til "tror vi" at bedømme folk, inden vi overhovedet har talt med dem. Hvis vi ikke gør det bevidst, så gør vi det ubevidst i løbet af få sekunder. Det er derfor vigtigt når du møder andre mennesker at præsentere dig selv med et åbent og imødekommende kropssprog.
Et godt håndtryk - altså ikke en slasket hånd, eller et håndtryk, der efterlader den andens hånd i smerte. God øjenkontakt og et venligt smil - altså ikke noget med at kikke ned i jorden eller lade øjnene flakke. Ved at ændre dit kropssprog, kan du ændre din indre tilstand.
Så hvis du er en genert person, kan det være en fordel at studere selvsikre menneskers kropssprog. Du kan så øve dig i at bevæge din krop på samme måde, bruge de samme håndbevægelser og det samme toneleje. Du kan rette din ryg op, trække skuldrene lidt tilbage og smile. Bare denne justering vil give dig en indre følelse af at være mere sikker på dig selv. Så når du skal "markedsføre" dig selv er dit kropssprog en vigtig faktor. Du kan øve dig foran spejlet eller bede venner/familie om deres feedback på hvordan dit kropssprog virker på dem. Kropssprog har faktisk betydning for 55 % af vores kommunikation, det toneleje vi bruger når vi taler udgør 38 % og det vi reelt siger, de ord vi bruger, står kun for 7 % af det vi siger.
Hvordan er din emballage?
Vores visuelle fremtræden, altså den måde vi klæder os på, sender i høj grad også signaler ud til omverdenen. Nogle af signalerne er vi bevidste om, mens andre er blinde for os. Selvfølgelig er det vigtigt, at du har det godt i det tøj du har på, men samtidig må du overveje, om du sender de budskaber ud, som du ønsker. Hvis du for eksempel er singlepige og ønsker at tiltrække en forretningsmand der til daglig går i jakkesæt og køre BMW, ja, så er det måske ikke mest hensigtsmæssigt at rende rundt i dine hængerøvsbukser og din bedste (10 år gamle) T-shirt. Eller hvis du gerne vil have et job på et kreativt reklamebureau, er det måske heller ikke så passende at komme til jobsamtale i det "stiveste jakkesæt". Det er ligeledes vigtigt, at være velplejet og soigneret. Det betyder rene negle, nyklippet hår og rene tænder. Det er hele "pakken" der tæller og husk de smukkeste indpakkede varer er dem, der ryger først! Så hvis du er seriøs med at "markedsføre" dig selv, kan det måske være nødvendigt at investere nogen penge i projektet.
Kend dine styrker
Når din "emballage" er i orden og du er blevet bevidst om dit kropssprog, er det på tide at kigge på pakkens indhold. For at sælge dig selv bedst må du først og fremmest fokusere på at få din sande personlighed til at skinne igennem. Det gør du ved at være bevidst om dine styrker, kvaliteter, talenter og sejre. Start med skrive dem ned og dermed få et godt overblik over hvor mange ressourcer du indeholder.
Spørg dig selv:
Hvad er jeg rigtig god til?
Hvilke evner besidder jeg?
Hvilke talenter har jeg?
Hvilke kvaliteter sætter jeg mest pris på ved mig selv?
Hvad er mine 10 største personlige sejre?
I hvilke situationer i mit liv har jeg vist styrke?
Hvad er jeg stolt over, ved mig selv?
Hvad er jeg stolt over, at jeg har gjort?
Hvad siger andre, at jeg er god til?
Hvad siger andre er mine bedste ressourcer?
Nu har du så en liste over alle de uendelige ressourcer du indeholder.
Læg mærke til hvor unik du er, og ros dig selv for dine ressourcer og sejre.
Jo bedre du bliver til at rose og anerkende dig selv, jo bedre en energi vil du udstråle. Den energi vil andre opfange og du vil fremstå selvsikker.
Kend dine inderste værdier
At kende dine sande værdier er vigtigt. Værdier er vores drivkraft i livet, det er dem, der motivere os. Værdier er derfor med til at bestemme, hvad vi bruger vores tid på, og hvordan vi har det, med det vi har brugt vores tid på. Vores grundlæggende værdier har vi udviklet inden vi blev 10 år, men siden vi udvikler os hele livet, kan vores værdier ligeledes forandre sig. Vores værdier er med til at bestemme hvilke mennesker vi omgås og føler os godt tilpas med. Det har også betydning for valg af uddannelse og karriere. For at "brande" dig selv og tiltrække de jobs og de mennesker som er rigtige for dig, må du udtrykke og kende dine værdier.
Find dine 10 vigtigste værdier inden for hvert af disse 8 livsområder:
Job og karriere.
Venner og omgangskreds.
Helbred og sundhed.
Fysiske omgivelser og bolig.
Økonomi.
Parforhold.
Fritid og personlig udvikling.
Familie og børn.
Grunden til at værdier er så vigtige at kende er, at de skal få dig til at fokuser på det du gerne vil have i dit liv. Når du kender dine værdier, vil du automatisk søge det i livet, som opfylder dine værdier. Når vi ikke er bevidste om vores værdier, er vi tilbøjelige til at fokuser på det vi ikke vil have i vores liv. Sagen er den, at en af universets love er, at det du sender ud kommer tilbage igen. Så hvis dine tanker kredser om det du ikke vil have i dit liv, så er det lige præcis det du ikke vil have i dit liv, du vil tiltrække. Så bliv bevidst om dine værdier og om at tænke på det du gerne vil have i dit liv.
Kend dine svagheder
For at fremstå selvbevidst og ægte i din fremtræden, er det vigtig at du også kender de områder hos dig selv, hvor du har udviklingspotentiale. Vi har alle sammen noget vi kan blive bedre til. Hvad enten det er en dårlig vane du vil bryde, et adfærdsmønster du ønsker at ændre, eller en evne du vil udvikle, så handler det først og fremmest om, at du erkender det. Vedkend det og tag ansvar for det. Idet du vælger at tage ansvar for din "mangel" eller "fejl" giver du dig selv magten til at ændre på det. Du vil sende et budskab ud om, at du kender dig selv godt og hele tiden udvikler dig selv i positiv retning. Dette virker tiltrækkende og inspirerende på folk. Det handler om at arbejde på at blive dit optimale selv, det handler ikke om at være perfekt.
Spørg dig selv:
Hvad er min udviklingsvej inden for hvert livsområde?
Hvad vil jeg gerne blive bedre til inden for hvert livsområde?
Hvilken vane/vaner vil jeg gerne bryde, og hvad skal der til for at jeg kan gøre det?
Hvilke evner og færdigheder har jeg lyst til at udvikle?
Hvilken adfærd ønsker jeg at ændre og hvad vil jeg gerne gøre i stedet for?
Hvor vil du hen?
Når man arbejder med branding er det vigtig at vide, hvad man vil opnå med at sælge varen. Sagt på en anden måde, må du spørge dig selv om, hvad du gerne vil opnå her i livet. Hvad er det for nogle mål du har, hvad drømmer du om? For at du skal få succes må der være en sammenhæng mellem dit inderste, dit personlige brand og dine mål. Så når du er bevidst om dine mål, må du overveje, om du markedsfører dig selv på det rigtige marked.
Færdes du der, hvor du ønsker at blive set?
Hvem vil du gerne blive set af?
Hvem ønsker du skal modtage dine budskaber?
Hvem vil du gerne "sælges" til?
Hvis dit mål er at finde din drømmepartner, må du specifikt finde ud af præcis hvordan du ønsker han/hun skal være. Ønsker du en partner som har høj værdi på sundhed, må du brande dig selv som et sundt menneske og færdes der hvor denne type mennesker færdes. Ønsker du et job som leder, må du brande dig selv som en ledertype.
Du må overveje hvad der gør dig anderledes end dine mulige konkurrenter.
Det er vigtigt, at du kan skille dig ud på en positiv måde, så du bliver lagt mærke til, af dem, du ønsker, skal lægge mærke til dig. Forestil dig du står i en stor lufthavn og skal hente en person, som du ikke har set før. Der er hundredvis af mennesker omkring dig og alle ligner I hinanden mere eller mindre. Hvordan vil du så vælge at skille dig ud fra mængden, sådan at den du skal hente, vil få øje på dig først? Vil du være en af dem der står med det sædvanlige kedelige papirskilt i hånden, eller har du som alle andre taget et flag i hånden? Her kan det være en fordel at være den der står med 50 røde balloner, eller sidder på ryggen af en lyserød elefant! Det jeg mener er, at du må kende dine konkurrenter og så finde kreative ideer til hvordan du gør dig selv bedre og anderledes end dem.
Ud over at finde kreative strategier til at skille dig ud fra mængden, må du også være opmærksom på, hvor mange gange du står frem. For at en vare skal sælge godt, må den være synlig igen og igen. Så hvis vi vender tilbage til eksemplerne med at få en dejlig kæreste eller det perfekte job, ja, så må du indstille dig på, at du må være synlig og tilgængelig op til flere gange.
At der ikke reageres på dig allerførste gang, er ikke lig med en fiasko.
Det er bare feedback til dig om, at du skal være mere fleksibel. De mennesker, som har allerstørst succes i dag, har fået flere afslag end de fleste, inden de nåede deres mål. En af hemmelighederne bag deres succes er, at de ikke lod sig stoppe af en afvisning. At tænke positivt og få andre til at identificere dig med positivitet og de gode værdier, vil hjælpe dig hurtigere frem mod dine mål.
Tag ansvar
Her til sidst vil jeg minde dig om du er din egen "lykkes smed"
(ja, det gamle ordsprog holder endnu). At vælge, at tage ansvar for dine handlinger, giver dig styrke og muligheder for at ændre på de ting, du ikke er tilfreds med. Du tager kontrollen over dit liv ved at tage ansvar og ikke længere være "offer" for det der tilfældigt sker omkring dig. Ønsker du forandring, så vælg at gøre noget anderledes. Hvis du gør som du altid har gjort, vil ingen ting ændre sig. Personlig branding kan lyde som noget "popsmart" og noget overfladisk vås, men når alt kommer til alt, handler det om selvkærlighed og selvrespekt.
Elsk dig selv og giv dig selv det liv du ønsker og drømmer om.
Katte har 9 liv, men vi har kun et!
Tag ansvar for at elske dig selv og leve på en måde som føles rigtig for dig. Alt hvad du ønsker kan du få og personlig branding er bare en af mange redskaber, du kan bruge til at nå dine mål.
|