Hvad skulle det være? En opskrift på et lykkeligt liv tak.
Af Lau Laursen
Cert. Business & Lifecoach, coach på Telephonecoaching.net
Så enkelt er det desværre ikke, men det er heller ikke svært. Forleden var der et program på TV der handlede om Lars Kolind’s bror Peder Kolind. De fleste har hørt, eller læst om Lars Kolind, men hans bror Peder er knap så kendt i medierne, men noget tyder på at det har ændret sig lidt efter denne udsendelse, i hvert fald når man skimmer de forskellige blogs rundt på nettet. Peder Kolind grundlagde i 2001 et projekt i Granada www.caritafeliz.org der giver fattige børn i Granada mulighed for at få mad på bordet, men også skolegang m.m. Hele filosofien er at de skal lære at klare sig selv, og tro på sig selv. Det kunne jeg skrive meget mere om, men det er ikke det der er budskabet her.
I stedet vil jeg gå lidt tilbage til overskriften. I den kognitive psykologi beskrives de 6 menneskelige behov. Disse er behovet for anerkendelse, tryghed, samhørighed, forandring, udvikling og det at bidrage. Når man arbejder med mennesker i et coaching forløb, bliver det forholdsvis hurtigt tydeligt, hvilke behov hvert enkelt menneske er mest drevet af, men ikke så mange mennesker er bevidste om at en væsentlig ingrediens i opskriften på et lykkeligt liv, er netop vores behov for at bidrage. Dette behov bliver dog ofte eksponeret ret tydeligt hos velhavende mennesker, når de først bliver bevidste om det. Vi kan hver uge læse om diverse kendte Amerikanske skuespillere, der har meldt sig under fanerne hos diverse organisationer, hvor de nu har mulighed for at bidrage. Ikke alle udtaler sig lige tydeligt om hvad de selv får ud af at bidrage, men det gjorde Peder Kolind i TV programmet forleden, også så det var mere tydeligt og klart end jeg nogensinde har hørt det før.
Sagen er nemlig den at Kolind, som han selv sagde, har tjent så mange penge at han ikke behøver tænke mere på den side af sagen resten af hans dage. Men derfor satte han sig ikke hen i et hjørne og stablede mønter. Nej i stedet gik han i gang med at bidrage (Peder Kolind kaldte det selv for at være nyttig), og det kom der et fantastisk projekt ud af som I kan læse mere om på ovennævnte link.
Hele pointen i dette, er hans bemærkning sidst i udsendelsen "Selvfølgelig er det da godt at børnene får et bedre liv, men det er da så sandelig også for min egen skyld jeg gør det her, den følelse jeg får ud af at bidrage, er den bedste følelse jeg nogensinde har haft, intet andet af det jeg har lavet i mit liv har givet mig den følelse"
Nu vil jeg ikke have på samvittigheden, at du nu går ud og bruger hele din friværdi på at redde fattige børn, og dog.................... Men det var i hvert fald ikke mit budskab. Mit budskab er blot at du er bevidst om at hvis du i din hverdag tilgodeser netop dit behov for at bidrage, så får du det selv bedre. Bonussen er så at dine medmennesker også får det bedre, og det er vist det man kalder en Win Win.
Lau Laursen Cert. Business & Lifecoach, coach på Telephonecoaching.net
|