Stress er ikke en folkesygdom, men en sygdom i folket
Af Flora Eriksen
Executive- og stresscoach, coach på Telephonecoaching.net
Flora Eriksen, coach og stressekspert, mener ikke, at vi skal acceptere stress som en naturlig konsekvens på et travlt liv. Som hun siger: ”Stress er ikke en folkesygdom, men et tegn på at holdningen i befolkningen er syg”. Det er kontant og direkte tale, men det er nødvendigt at se på stress fra en helt anden vinkel end hidtil, mener Flora Eriksen.
Der findes mange videnskabelige forklaringer på hvad stress er og hvordan det påvirker os både fysisk, psykisk og socialt. Og når stress i folkemunde kaldes for en folkesygdom, har vi nærmest alle sammen allerede accepteret, at stress er en af de risici, vi kan komme ud for i arbejdslivet, lige så naturligt som at vi får ondt i armen af at bruge computermusen for meget. Forskellen er, at det med musen var og er forholdsvist nemt at kurere, mens stress ikke kan kureres med nemme løsninger og smarte politikker på arbejdspladsen. Stress går langt videre, da det på sigt kan ændre livet fuldstændig for den der rammes, mener stresscoach Flora Eriksen fra Manipura.
Ifølge en rapport fra Statens Institut for Sundhed, koster stress koster rundt regnet samfundet 14 Mia kroner om året, hvilket blandt andet skyldes at antallet af folk på sygedagpenge grundet stress er stærkt stigende. Det skønnes således at ca. 20-30 % af den danske befolkning oplever stress i mere eller mindre grad. Der gøres et stort arbejde af mange for at sætte fokus på stress og der sættes mange aktiviteter i gang rundt i danske virksomheder, for at imødegå det stigende antal af stressramte. Senest er specielt kommunerne begyndt at uddanne særlige stressteams til at varetage problemstillingen. Imens skændes Arbejdsgiverforeninger og fagforeninger om, hvem eller hvad der er årsagen til stress og regeringen og dets politiske bagland tager en masse sundhedsinitiativer i håb om, at imødegå en del af problematikken. Der bruges generelt mange ressourcer på årsagsløsnings-modellen i mange udgaver både i privat psykologien, såvel som i organisationspsykologien samt i mange HR funktioner. De handlinger, der iværksættes, afspejler denne måde at betragte verden på og de gængse tilbud/tiltag på området er at lave politikker, fokusere på sygefravær og at indføre omsorgssamtaler, helseordninger med mere, ofte uden at der er en rød tråd eller en sammenhængende tankegang i hele organisationen. Samtidig holdes der fast i en kodeks om, at medicin og terapi samt det, at få den syge så hurtigt tilbage i job som muligt, er en god opskrift på at kurere symptomer som stress.
Men der findes en anden vej ud af stress, både den stress, der gør syg og den stress, der opstår i løbet af en travl hverdag, siger Flora Eriksen.
De sidste år er fokus øget mere og mere på hvad positiv psykologi kan gøre for os mennesker. Nye undersøgelser viser, at der er noget om at det, vi fokuserer på, bliver vores virkelighed. Så hvis man derfor snakker sygdom og problemløsning hele tiden, ja - så ændrer situationen sig kun langsomt. Fokuserer vi derimod på vores egne og kroppens skjulte ressourcer er der stor hjælp at hente. Undersøgelser viser, at det at skabe fokus på det positive i livet og samtidig skabe et meningsfuldt indhold giver øget livskvalitet og overskud.
Coaching er et rigtig godt redskab til at få skabt overblik over, hvad det er der skaber stress for den enkelte, da det naturligvis er meget individuelt. Derfor er det også meget individuelt, hvilke løsninger, der er de rigtige. Coaching og det at arbejde med at få skabt fokus på ressourcerne og hvad der giver ro for den enkelte er et rigtig godt sted at starte.
Flora Eriksen har arbejdet 13 år som organisationskonsulent med speciale i arbejdsmiljø og psykisk arbejdsmiljø med fokus på positiv psykologi og Apriciative inquiry. Flora er desuden uddannet som Executive coach og NLP Terapeut. Gennem sit arbejde har Flora Eriksen ofte arbejdet med stress i virksomheder, både via foredrag og kurser, samt mere individuel rådgivning. Men først da hun selv blev syg med stress og måtte se sine egne allersvageste sider i øjnene, gik det op for hende hvad stress egentlig er for en størrelse og hvilke parametre, der er på spil.
”Det, der har været mest bemærkelsesværdigt i mit forløb”, siger Flora Eriksen, ”er at de mennesker, jeg har mødt undervejs i samme situation som jeg, alle har fundet en indre kraft, der gør at de pludselig kan mærke deres inderste drømme.” ”Når vi står i en krisesituation, så ved vi pludselig, hvad der er vigtig i livet og hvor vi skal sætte vores kræfter ind for at skabe balance. Men det kræver, at vi får den nødvendige ro, for at kunne finde tilbage til sin indre balance”, fortsætter Flora Eriksen.
Men samfundet i dag levner ikke meget til at finde denne balance, mener Flora Eriksen. Vi lader os alle kaste rundt i havet af muligheder, der skaber forvirring og får mange til at tro, at vi alle skal have alt for at være lykkelige. Men studier i positiv-psykologien har vist, at penge og materielle goder alene ikke gør lykkelig. Det handler mest af alt om, at føle mening og indhold med livet. Og hvis vi styrter af sted med 120 kilometer i timen fra morgen til aften, når vi aldrig at få mærket efter hvad mening og indhold er. Vi når dårligt at få elsket med vores mand/kone eller sagt til vores børn, at vi elsker dem. Dette giver ubalance og stress. Stress handler nemlig ikke kun om at have for travlt, men også om at gå alt for meget på kompromis med sine inderste værdier.
Her mener Flora Eriksen, at coaching principperne har virket utrolig effektivt for hende. Det at skifte fokus og ikke føle sig sygeliggjort, men at skulle fokusere på egne ressourcer og succeser fik skabt et helt andet overskud. Det pludselig at turde drømme alle drømme helt ud og kunne begynde at tro på at de var mulige, gav håb. Og ud af håbet begyndte også kræfterne og humøret at vende tilbage. Denne proces tager dog lang tid. Tid som ”systemet” hele tiden forstyrrede ved at tage kontakt til Flora Eriksen og kræve svar på, hvor i forløbet hun var og hvornår hun forventede at være rask. Først da de gav slip fik hun endelig ro til at mærke, hvad der var rigtigt for at komme tilbage.
Flora arbejder stadigvæk med, at komme fuldstændigt tilbage på benene igen, men noget af det hun har lært gennem sit eget sygdomsforløb, arbejder hun nu på at give videre til andre i kombination med faktaviden om stress og konsekvenserne af at få en sygdom ingen kan se. Noget af det vigtigste Flora har lært, er at alt det du har brug for til at hjælpe dig selv, ligger gemt indeni og blot skal sættes fri.
Flora arbejder i dag som coach for både private og virksomheder og videregiver sin viden og sine erfaringer ved hjælp af stresscoaching, foredrag og virksomhedstilpassede tema forløb omkring stress, hvor blandt andet meditation og positiv tænkning er væsentlige elementer.
Flora Eriksen
Executive- og stresscoach, coach på Telephonecoaching.net
|